Fysikstudietur 2016

Kære potentielle deltagere på Fysikstudietur 2016

Vi er i fuld gang med at planlægge en fysikstudietur, der skal finde sted

fra onsdag den 16. marts 2016 til tirsdag den 22. marts 2016.

Som udgangspunkt foregår turen, som den har gjort de sidste mange år, altså:

  • ingen røg i bussen
  • man deltager i de arrangerede faglige besøg
  • man skriver sit bidrag til rapporten (sammen med makker) Rapporten fremsendes til alle deltagere efter turen
  • man tilkendegiver ved tilmeldingen, om man vil være chauffør på turen ved at vedlægge kopi af sit kørekort

Der er i skrivende stund ved at blive lagt sidste hånd på transport og hotelaftalerne; derfor prisen 6500 kr, der evt. nedsættes, når det hele er kommet på plads. Hvis prisen ikke kan holdes aflyses turen, og man får pengene retur.

Turen gennemføres, prisen er endnu ikke endeligt beregnet.

Der er pt. fyldt op på turen, men er du interesseret så skriv til Leif (adressen er nederst på siden), hvis der skulle blive en ledig plads.

Programmet herunder er opdateret den 7/2-2016:

Onsdag, den 16. marts: Aarhus – Singen

Kl. 05:00 afgang fra Aarhus ( VUC Aarhus, Dalgas Avenue 2, 8000 Aarhus C). Vi skal hente to deltagere ved Vojens og en deltager i nærheden af Kolding.

Besøg hos Airbus i Hamburg. (Airbus.de). Start kl 09:30, derfor det tidlige afrejsetids­punkt. Her skal vi betale for rundvisning som vil blive inkluderet i prisen.

Efter besøget ved ca. 12-tiden, kører vi direkte til hotellet, der ligger tæt på grænsen til Schweiz. Hotellet er Best Western Hotel  Lamm i Singen, der ligger i tyskland tæt på den Schweiziske grænse, der skal være vores hjem i 3 nætter.  Dagens kørsel: hvis vi følger vejen 1170 km.

Torsdag, den 17. marts: Singen – Cern  – Singen
Der er morgenmad på hotellet  Vi skal forlade hotellet kl 07:30 for at være sikre på at nå CERN (cern.ch) til frokost.  Vi satser på frokost fra 12-13, (den, der først ser en Nobelpristager, får en øl).  Jeffrey Hangst fra AU om antibrint fra 13-15, den generelle rundvisning fra 15-17/17:30.  Måske skulle vi så spise i Geneve, inden vi kører tilbage til hotellet.

Fredag, den 18. marts: Singen – KKL – Singen
Vi har en aftale på
Kernekraftværket i Leibstadt (KKL.ch), så vi skal tilbage til Schweiz. Der skulle være 66 km, men ad små veje. Det er aftalt, at vi er der kl 10:00. Vi er blevet tilkendt Zonenführung, og længere kan man vist ikke komme med livet i behold. Her har de lovet os en heldagstur med grundlæggende informationer om kernekraft og en rundvisning helt ind i kraftværkets indre, inkl. frokost. Jeg har ingen anelse om, hvor længe besøget varer, men da kernekraftværket går for at have den bedste besøgsservice, må vi jo se. Lad jer ikke holde tilbage, hvis I har spørgsmål.

Efter besøget kører vi tilbage til hotellet, forhåbentlig med aftensmad inkluderet. Dagens kørsel ca. 135 km.

Lørdag, den 19. marts: Singen – Munchen.
Der er ikke noget egentligt program endnu, da jeg ikke har hørt fra Bayrische Wasserkraftwerke endnu, men når alt andet er på plads, får de en ny kontakt. Det er i øvrigt et spændende bjergrigt område fra Singen til vort næste hotel , der er IBIS Hotel Parkstadt Schwabing, Munchen. Hvis der er nogen af jer, der har et fantastisk forslag, vil vi gerne høre om det. Ellers har jeg et par idéer.

Søndag, den 20. marts: Munchen (fridag)
Dagen er til fri afbenyttelse. Det betyder, at man kan gøre lige som, man vil: Deutsches Museum på Museumsinsel er værd at besøge, også selv om man har været der før. Der er uden tvivl også museer, der ikke er naturvidenskabelige, og det skal vi jo også interessere os for. Det er naturligvis også muligt at anvende minibusserne.  Man kunne fx. mødes på Hofbräuhaus. Sidst vi var der var det meget hyggeligt, men så skal vi have en sikker/ædru chauffør.

Mandag, den 21. marts: Munchen – Lübeck
Efter morgenmaden på hotellet, forlader vi hotellet for at køre de ca. 14 km ind til Max-Planck Institut für Plasmaphysik (www.ipp.mpg.de), hvor vi skal have en generel introduktion til plasmafysik. Fusionsenergi/plasmafysik er de næste 3 års særlige emner på fysik A. Vi skal specielt høre om Asdex-Upgrade, find det på nettet, som er et af de store fusionsforsøgsanlæg for tiden (hvor JET i Oxford er på vej til at lukke, og ITER er på vej til at blive bygget, og Wendelstein 7x vist ikke er helt færdig). Vi kan benytte kantinen på IPP. Herudover er der forventning om mulighed for, at vi kan få noget at vide om, hvad DTU laver på Asdex-Upgrade.

Efter besøget, hvor vi har fået lov til at bruge IPP’s kantine/Mensa, kører vi direkte til vores sidste hotel: Best Western Hotel Lübecker Hof i Stockelsdorf, i udkanten af Lübeck. Stockelsdorf er en stille by, men Lübeck ligger 4 km væk. Der ligger en restaurant lige over for hotellet, men om vi når det tidsnok? Dagens kørsel ca. 860 km.

Tirsdag, den 22. marts: Lübeck – Århus.
Efter morgenmaden på hotellet kører vi direkte til DESY (DESY.de), (75 km)  hvor vi skal høre mere om elementarpartikler, Vi har været der tidligere, og får normalt et fremragende foredrag med en super rundvisning på området.

Efter besøget kører vi direkte til Aarhus. Dagens kørsel ca. 420 km.

Med venlig hilsen

HF Physics Study-Tour Group

Leif Sørensen (mail: LS@vucaarhus.dk) og Knud Kirkeby Frank

Bilag:

Faglig tur for fysikinteresserede.